Foredrag

Jeg afvikler altid organisationstilpassede foredrag, hvorfor nedenstående beskrivelser udelukkende skal ses som inspiration til mulige temaer. Du er altid velkommen til at sende en mail eller give mig et kald, så vi sammen kan finde den helt rette vinkel på et foredrag til jeres arbejdsplads.

Psykologisk tryghed – plads til også at kunne tale om det som er svært i arbejdslivet

Halvdelen af alle ledere i Danmark lever med daglige stresssymptomer. Ca. 35.000 arbejdstagere er dagligt sygemeldt med stress og 1.400 danskere dør årligt af stress i Danmark. Nyere forskning viser, at en central og virkningsfuld forebyggelsesstrategi er etablering af psykologisk tryghed på arbejdspladsen. Det både øger trivsel, produktivitet, kvalitet, innovation og læring i arbejdet. Men hvad er psykologisk tryghed?

Begrebet dækker over ansattes oplevelse af at kunne tale frit om det, der opleves som vigtigt i arbejdet – også når det omhandler vanskelige emner som fx fejl, inkompetence, uvidenhed og mistrivsel. Dette foredrag sætter fokus på, HVORDAN ledere, medarbejdere og medarbejderrepræsentanter strategisk kan understøtte arbejdet med at opbygge psykologisk tryghed på arbejdspladsen.

Mod i ledelse – kunsten at give slip på superhelten

Mange mennesker tror, at mod er et personlighedstræk som nogle har og andre ikke. Men det kan ikke være mere forkert. Mange års forskning har vist, at mod er en kompetence, der skal opøves på lige fod med alle andre ledelseskompetencer. Mod i ledelse er afgørende vigtigt for at kunne tage svære samtaler om fejl, manglende kunne og viden, samarbejdsvanskeligheder eller forskellige grænser for, hvad der opleves som rimeligt at sige eller gøre.

Samtalerne er ofte forbundet med ubehag, fordi de vækker ubehagelige følelser og ofte i form af usikkerhed. Ikke desto mindre er de afgørende vigtige for kvalitet, effektivitet og trivsel arbejdspladsen. I dette foredrag introduceres en forskningsbaseret definition af mod samt hvilke kompetencer en leder bør opøve for at kunne udøve modige handlinger. Endelig præsenteres strategier for, hvordan ledere kan udvikle (endnu mere) mod i ledelsespraksis.

Krænkende handlinger og mobning handler hverken om neurotikere eller psykopater… – men hvad skyldes det så og hvordan kan vi komme det til livs?

En trivselsmåling viser, at medlemmer af arbejdsfællesskabet oplever mobning. En ansat fortæller, at hun oplever sig seksuelt krænket. En kollega fortæller, at han synes tonen nogle gange bliver for hård. Tilbage står spørgsmålet om, hvordan dette kan ske og hvad ledere og medarbejdere kan gøre? Dette foredrag præsenterer nyeste forskning om mobning og giver praktiske eksempler på, hvordan ledere, medarbejdere og medarbejdervalgte repræsentanter med fordel kan håndtere og forebygge (seksuelle) krænkende handlinger og mobning på arbejdspladsen.

Sådan er det bare – arbejdspladskultur, hvad er det og hvordan kan det udvikles?

Arbejdspladskultur får skyld for meget, bl.a., at det er årsag til at megen organisationsudvikling og –forandring kulsejler. Men hvad er arbejdspladskultur egentlig for en størrelse? Hvordan opstår det? Og hvordan kan ledere og medarbejdere udvikle arbejdspladsens kultur?

Dette foredrag introduceret forskningbaseret viden om arbejdspladskultur og giver konkrete anvisninger til, hvordan organisationsmedlemmer kan undersøge og udvikle arbejdspladsens kulturelle praksisser.

Vi er først og fremmest mennesker – og så er vi sundhedsprofesionelle

Såvel ledere som medarbejdere på arbejdspladsen oplever fra tid til anden udfordringer, uenigheder, konflikter eller stærke følelsesmæssige reaktioner, som kan være svære emner at tale om. Eksempler herpå kan være faglig feedback, forskellige grænser for, hvad der opleves som rimeligt at sige eller gøre, eller hvis der sker fejl, opstår situationer med manglende viden og kompetencer, eller samarbejdsvanskeligheder.

Sådanne samtaler kræver mod til at være til stede i det ubehag, vi mennesker oplever, når vi skal tage de svære snakke. Ikke desto mindre er disse samtaler afgørende vigtige at gennemføre, hvis kvalitet, effektivitet og trivsel skal være i top på arbejdspladsen.

Hvis de ansatte oplever en høj grad af psykologisk tryghed i arbejdsfællesskabet, er der større chance for, at både ledere og medarbejdere finder mod til at tale om det, som er svært, sårbart eller frygtindgydende. Men hvordan kan ledere og medarbejdere arbejde for at opbygge (endnu) højere grad af oplevet psykologisk tryghed på arbejdspladsen?

I dette foredrag fortæller selvstændig forsker, ledelses- og organisationsudviklingskonsulent Mille Mortensen samt cheflæge på Rigshospitalets Afdeling for Intensiv behandling af nyfødte og mindre børn Morten Breindahl om hvad psykologisk tryghed er, hvorfor det er vigtigt i arbejdsfællesskabet og hvordan ledere og medarbejdere kan arbejde med at opbygge psykologisk tryghed i arbejdsfællesskabet.