Forside Foredrag Publikationer Presseomtale Værktøjer Kontakt

Sexisme Interview af Ditte Ravn Politiken d.4.10.2020

Seksuel chikane handler også om social kontrol

Mille Mortensen, der er cand.mag. i psykologi og virksomhedsstudier, mener, at vores frygt for egen fejlbarlighed kan være med til at gøre det svært at skabe så meget tillid på en arbejdsplads, så man også åbent kan sige fra.

Debatten om sexisme og seksuel chikane buldrer af sted, men hvad er op og ned? Forsker i mobning og krænkelser Mille Mortensen svarer her på de mest centrale spørgsmål.


Kan det være sexisme uden at være seksuelt?
»Ja. For sexisme betyder faktisk forskelsbehandling på baggrund af køn. Derfor kan man godt være udsat for sexisme, uden at det har karakter af seksuel chikane«.

»Når for eksempel Sofie Linde taler om ulige lønforhold mellem mænd og kvinder, er det sexisme. Når et diskotek lukker én mand ind for hver fjerde kvinde, er det sexisme. Så sexisme handler altså om, hvis man diskriminerer på baggrund af køn«.

Er det sexisme, hvis ledelsen på en arbejdsplads udelukkende består af mænd?
»Det er kun et udtryk for sexisme, hvis overrepræsentationen af mænd skyldes, at kvinderne er blevet fravalgt på grund af deres køn«.

Er det sexisme, hvis en kvinde får spørgsmål om familieplaner og graviditet til en jobsamtale?
»Den er lidt tricky. For som udgangspunkt må du godt spørge en kvindelig ansøger, om hun er gravid eller har planer om at blive det. Men sagen er, at arbejdsgiveren ikke må tillægge det vægt i ansættelsesprocessen, og det kan være ret svært at vurdere, om det sker eller ikke sker«.

Kan seksuel chikane også være en kompliment?
»Ja. Seksuel chikane kan være både fysiske handlinger og verbale handlinger. Seksuel chikane er nemlig defineret ved uønsket seksuel opmærksomhed. Og det er helt individuelt fra person til person, hvornår noget er uønsket«.

»For nogle kan det være spørgsmål, der trænger ind i privatsfæren, som for eksempel, om man er ledig på datingmarkedet, hvilken seksuel præference man har eller lignende. For andre kan det være et klap i måsen, massage eller en hånd på skulderen«.

Har mænd ingen seksuelle grænser?
»Jo, selvfølgelig har de det«.
»Det rammer langt flere mænd, end vi tror. Det kan jeg se ud fra utallige arbejdsmiljøanalyser og statistiske undersøgelser. Men der hersker ofte en kulturel forståelse om, at mænd ikke kan voldtages. Mænd kan bestemt synes, at det er lige så ubehageligt med et sæt bryster i nakken eller at få komplimenter. Indtil 40-års-alderen er det faktisk stort set lige mange mænd og kvinder, der oplever seksuel chikane«.

»Jeg er noget ærgerlig over den stereotype opfattelse af mænd som seksuelle rovdyr og kvinder som svage ofre. Alle mennesker har grænser, så lad os droppe diskussionen om køn og i stedet kigge nærmere på adfærd, kultur og årsager«.

Hvorfor er det så svært for både kvinder og mænd at sige fra?
»Fordi vi er bange for at blive udstødt fra flokken. Og fordi vi frygter risikoen for at blive ekskluderet fra arbejdsfællesskabet. Enten helt lavpraktisk, fordi ens kontrakt ikke bliver forlænget, eller fordi de andre stempler en som en snerpe, hystade eller en, der er til besvær«.

»Min og andres forskning viser, at det også handler om, at vi på arbejdspladserne skal få skabt en kultur, der gør det legitimt at sige nej. Vi ved, at der er nogle bestemte emner, som er svære at adressere. Et af dem er følelser. Det med at vise sig som et menneske med følelser, er ekstremt svært på mange arbejdspladser«.

»Et andet perspektiv er, at mange frygter den udstødelse og akavethed, som kan opstå kolleger imellem, hvis man står ved sin grænse og konfronterer sin kollega med, hvad man oplevede var uønsket seksuel opmærksomhed. Og det er klart, at hvis afsenderen gerne vil fremstå omnipotent og ufejlbarlig, så ja, så kommer akavetheden. Men hvis vi erkender vores egen fejlbarlighed, så kommer vi nemmere videre. For vi kan alle komme til at jokke i spinaten«.

Er vores pytknap blevet for lille?
»Nej! Hvis den er noget, er den tværtimod for stor. Ellers ville så mange ikke være sygemeldt med stress. Vi skal blive bedre til at mærke og stå ved vores grænse«.

»Jeg ville sådan ønske, at vi kunne komme hen et sted, hvor vi åbent og ærligt kan tage fat i hinanden og sige fra. Men det kræver tillid og tryghed. Og det kan godt være, at chefen eller kollegaen bliver stiktosset, når de bliver konfronteret med deres adfærd, men så siger det noget om, at vi har svært ved at rumme vores egen fejlbarlighed«.

Kan man opstille et kodeks, så ingen mere er i tvivl om, hvad er go og no go?
»Generelt nej. Uanset hvor gerne vi vil opstille en skala med totally no go i den ene ende og pytknappen i den anden ende, kan man ikke. For det er så individuelt, hvad der er grænseoverskridende for den enkelte. Og den individualitet skal man respektere og ikke så hån om«.

»Når så det er sagt, er det vigtigt at slå fast, at visse former for seksuel chikane altid er no go. For eksempel verbalt at true sig til sex med en kollega, medarbejder eller overordnet«.

Sker det oftest, når der er magt indblandet?
»Ja og nej. Der er ingen tvivl om, at magtrelationer er stærkt problematiske. En tredjedel oplever det fra lederen, som oftest er den, der fyrer og hyrer. Det i sig selv gør det kompliceret«.

»Men to tredjedele oplever seksuel chikane fra kolleger, og i den relation handler det om social kontrol og fællesskaber. For hvem vil ikke gerne være en del af fællesskabet på arbejdspladsen, også selvom det indebærer en jargon, der kan føles grænseoverskridende? Fordi adfærden ofte er pakket ind i mantraer som at »kunne tåle mosten«, at »tonen er rå, men kærlig«, eller »hun mener det ikke så tungt«, kan det være ekstremt svært at sige fra«.

Men var det ikke bare for sjov?
»Rigtig meget krænkende adfærd er pakket ind i humor. Og humor er altid en branddør for afsenderen, hvis modtageren bliver utilpas. »Ej, det var da bare for sjov«. Og vupti, så har afsenderen fralagt sig ansvaret for handlingen, hvad enten det er fysisk eller verbalt. Men det legaliserer ikke på nogen som helst måde den grænseoverskridende adfærd«.

Sker det af ond vilje?
»Nej, de færreste står op om morgenen med intentionen om at krænke, derfor er det sjældent drevet af ondskab. Mellem 2 og 3 procent af den danske befolkning vurderes til at have dyssocial personlighedsstruktur, altså er psykopater. Forklaringen bag den grænseoverskridende adfærd skal i langt højere grad findes i kulturelle og sociostrukturelle faktorer, eksempelvis medarbejdergruppens sammensætning. Er der en overvægt af kvinder eller mænd? Er arbejdspladsen præget af mange løse ansættelser?«.

Kan man undgå biologien?
»Nej, selvfølgelig kan man ikke det. Vi er dyr, og vi er også styret af vores urinstinkter. Meget mere, end vi vil erkende. Vi mærker og føler hele tiden stimulanser og impulser i vores kroppe, men de skal med fordel lige op at vende i frontallapperne, før man reagerer på dem. Og det glipper nogle gange«.

»Men følelserne kan vi ikke pille ud af det her. Hvor mange møder ikke også deres bedre halvdel på arbejdet? For på arbejdet er vi oftest den bedste udgave af os selv. Så faktum er, at vi tager vores følelser med på arbejde, men det handler om, at man skal have skabt en kultur, hvor man tør sige fra. Det bliver for alvor et problem, når vi bliver berøringsangst, og derfor er det så godt, at vi har fået sat gang i den her debat med Sofie Linde som foregangskvinde«.


Opdate tor 8. okt 2020